Our site is also available in English

Visit our English pages
Close

80 millioner fra Interreg til grøn omstilling

Seks nye projekter i Sydskandinavien er nu klar til start. Med cirka 80 millioner kroner fra Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak skal de tage fat på nogle af tidens største udfordringer: energi og klima.

Magnus Schönning, programchef. Foto: Marius Volden

Magnus Schönning, programchef. Foto: Marius Volden

Det handler om at skabe værdi af landbrugets restprodukter, undersøge indfangning af CO2 og etablere en køreplan for transporter med selvkørende lastbiler. Kort sagt er grøn omstilling i fokus for de seks projekter, som tilsammen får 10,2 millioner euro, svarende til cirka 80 millioner kroner, fra Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak.

– Projekterne er så relevante for den tid, vi lever i. Vores motto er: “Vi går over grænsen for at løse fælles samfundsproblemer”, og det synes jeg virkelig afspejles i de nye projekter, siger programchef Magnus Schönning.

Projekt skal skabe værdi af restprodukter

Det største projekt er Land2Value med et samlet budget på 5,7 millioner euro, hvoraf næsten 3,5 millioner euro kommer fra Interreg. Målet er at skabe lokale biomasse-hubs i Västra Götaland i Sverige, Midtjylland i Danmark samt Oslofjordsregionen i Norge. Her skal landbrugets restprodukter blive råvarer til produkter inden for tekstil, emballage, dyrefoder samt biokul og biogas. Projektet bygger videre på det nyligt afsluttede Interreg-projekt Green Valleys 2.0, hvor det har handlet om bioraffinering og at skabe produkter af græs og kløver.

– Land2Value skal arbejde tæt sammen med små og mellemstore virksomheder inden for foder, bioenergi og fødevarer samt landbrugskooperativer og fiskeopdrættere. Nogle af dem vil modtage økonomisk støtte, men det er hundredevis af landmænd og andre erhvervsdrivende, der vil få mere viden og direkte blive påvirket af projektet, siger Magnus Schönning.

Fortsat stærk interesse i Norge

Både svenske, danske og norske aktører deltager som partnere i de nye Interreg-projekter. To af projekterne har norske partnere, og disse får tilsammen 700 000 euro i Interreg-midler, som betales af den norske stat.

– Der har tidligere været lidt stilstand blandt norske aktører, men både nu og i forårets ansøgningsrunde kom der projektansøgninger med norske partnere, så søgetrykket er heldigvis fortsat højt, siger Magnus Schönning.

De seks nye Interreg-projekter

  • Land2Value – Landbrugets restprodukter skal blive til nye produkter. Projektet skal oprette biomasse-hubs i Västra Götaland i Sverige, Midtjylland i Danmark samt Oslofjordsregionen i Norge.
  • SEALS – Skal bidrage til at gøre transportkorridoren Hamburg–København–Göteborg–Oslo–Trondheim fossilfri inden 2035. Fokus: selvkørende lastbiler, ladeinfrastruktur og styringsværktøjer.
  • CommUnity Power – Udvikler energifællesskaber, hvor borgere, virksomheder og kommuner producerer og deler vedvarende energi. Partnere i projektet er blandt andet de danske kommuner Frederikssund, Lejre, Hvidovre, Roskilde og Køge samt de svenske kommuner Tomelilla og Kungsbacka med bolaget Eksta Bostadsaktiebolag.
  • Grænseoverskridende Center of Excellence for vedvarende energi gennem CCUS – Skal gøre Øresundsregionen til et knudepunkt for indfangning, lagring og genanvendelse af CO2. Projektet ledes af Copenhagen Malmö Port, og øvrige partnere er blandt andet svenske energi- og affaldsselskaber samt det danske vand- og miljøkluster Clean.
  • WattReserve – Tester energilagring med batterier i skoler, plejehjem og idrætshaller i Høje-Taastrup og Lyngby-Taarbæk i Danmark samt Helsingborg og Ängelholm i Sverige.
  • Klimaresiliens i sundhedssektoren – Skal mindske risikoen for oversvømmelser på hospitaler. Case-studier: Næstved Hospital og Skånes Universitetssjukhus.

Om Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak

  • Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak skal i perioden 2021-2027 investere 140 millioner euro i projekter, der går på tværs af grænserne i Sverige, Danmark og Norge.
  • Projektstøtte: 61 hovedprojekter – længere projekter, typisk treårige – har fået EU-midler fra Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak siden den første ansøgningsrunde i 2022. De får op til 60 procent af deres omkostninger dækket af Interreg. I alt er der bevilget 106 millioner euro i EU-midler og 8,4 millioner euro i norske midler fra Interreg.
  • Finansiering: Hovedparten af midlerne kommer fra EU's Regionalfond. I projekter med norske aktører kommer pengene også fra den norske stat, da Norge ikke er medlem af EU.
  • Geografisk område: Interreg-projekterne går over grænserne og har aktiviteter mellem regionerne Skåne, Halland, Västra Götaland (Sverige), Sjælland, Hovedstaden, Midtjylland, Nordjylland (Danmark) samt Østfold, Akershus, Oslo, Buskerud, Agder, Vestfold og Telemark (Norge).
  • Fire indsatsområder: Projekter, der søger EU-midler fra Interreg-programmet, skal vælge ét af fire indsatsområder: Innovation og entreprenørskab, Grøn omstilling, Transport og mobilitet eller Grænseløst arbejdsmarked. Indsatsområderne er udviklet ud fra regionale strategier og behov i de skandinaviske regioner.