Nordfokus åbner døre for unge i erhvervsuddannelserne
%20Samtyckesavtal%20Gustav%20Brix%20Rasmussen_redigerad.webp)
Gustav Brix Rasmussen var i praktik på øen Lovund i Norge. Foto: Mikkel Kjærulff Simonsen
Samtidig med at færre og færre unge vælger en erhvervsuddannelse, har Nordfokus bygget broer mellem Danmark, Sverige og Norge. Gustav Brix Rasmussen er en af de unge, der har draget nytte af Interreg-projektet.
Danske Gustav fik gennem projektet praktik som tømrer på den norske ø Lovund. Det gav ham selvtillid og indsigt i, at man kan klare mere, end man tror, når man først tager springet.
– Når det gælder min karriere, var dette springbrættet, der gjorde, at jeg var i New Zealand i otte måneder og arbejdede som tømrer, fortæller Gustav.
Erhvervsuddannelserne i Danmark, Sverige og Norge står over for lignende udfordringer: Færre unge vælger en erhvervsuddannelse, hvilket gør det sværere at sikre arbejdskraft i landene. Interreg Øresund-Kattegat-Skagerrak projektet ”Nordfokus” vil ændre på dette gennem grænseoverskridende samarbejde – uden at landene konkurrerer med hinanden.
Bygger videre på andre projekter

Ludvig Karlsson. Foto: Frida Johansson
Projektet bygger videre på tidligere nordiske initiativer, der har handlet om at skabe internationale praktikpladser og jobmuligheder på tværs af landegrænser. Med Nordfokus rettes indsatsen mod elever på erhvervsuddannelserne, med målet om at udvikle en praktikmodel, der fungerer på tværs af Norden og kan tilpasses forskellige skolemiljøer.
– Uden projektet havde det ikke været muligt at skabe en overskuelig infrastruktur for nordisk udlandspraktik, siger Ludvig Karlsson, projektkonsulent for Interreg-projektet Nordfokus.
Trygheden ved at turde rejse – allerede som 17-årig
Nordfokus sænker barriererne og skaber tryghed, så unge tør tage springet over grænsen – ofte for første gang. Gustav fortæller, at det gav stor ro at vide, at der som 17-årig fandtes støtte til alt det praktiske, også når det ikke var muligt ”bare lige at tage hjem.”
Erfaringerne gav nye indsigter i byggekrav og arbejdsmetoder i Norge.
– Forstå mig ret, men et søm er et søm – det handler om, hvordan det bliver slået i. Som håndværkere, ’tømrere’, bygger vi med omtrent de samme materialer i Danmark som i Norge. Det handler bare om, hvordan vi bruger dem og hvilke byggekrav, der stilles til forskellige typer af bygninger. For eksempel på Lovund, hvor jeg var, lagde de utrolig stor vægt på belastningen fra vind og sne i forhold til derhjemme, siger Gustav.
Job og kontakter, der hjælper unge videre
Ifølge Nordfokus har 1.190 personer fået job på tværs af grænserne, og der er skabt 65 nye varige job i flere brancher.
– Der er skabt job inden for blandt andet hotel-, bygge- og restaurationsbranchen, siger Ludvig.
I alt har 185 studerende fået kontakt med en arbejdsgiver. Projektet har også styrket de faglærte. For eksempel fik et dansk par fra Jylland arbejde som fysioterapeuter på hospitalet i Mora (Sverige) – på et arbejdsmarked, hvor Sverige havde over 400 ledige fuldtidsstillinger, sammenlignet med næsten ingen ledige stillinger i Danmark. Gennem projektets vejledning fik de støtte til at tilpasse deres cv’er, hjælp til processen med at få deres faglige kompetencer godkendt, finde bolig og forstå, hvilken økonomisk støtte de kunne få.
En struktur, der sænker barriererne – også efter projektet
Uden projektet og finansieringen fra Interreg havde det ikke været muligt at skabe den overskuelige og fælles infrastruktur for nordisk udlandspraktik, som nu er på plads.
– Gennem vores guider og informationsindsatser har vi udbredt og tydeliggjort merværdien for skoler, elever og virksomheder ved at arbejde på tværs af landegrænser, fortæller Ludvig.
Han understreger, hvad dette har betydet for de unge.
– Vi er særligt stolte af at give unge på erhvervsuddannelser mulighed for at tage deres første skridt ind på arbejdsmarkedet i et andet nordisk land. For mange af dem var det første gang de opdagede, hvor enkelt det faktisk kan være at arbejde og leve i et nordisk naboland, siger Ludvig.