Skandinavisk samarbejde former unge iværksættere

Danske og svenske studerende, med et ønske om at skabe og udvikle startups, har tidligere udelukkende modtaget støtte inden for landenes grænser. Det har et dansk-svensk projekt ændret på - ved at give de studerende bedre forudsætninger for at blive grænseoverskridende iværksættere.

- Vores primære fokus er at gøre de unge mere konkurrencedygtige og skabe bæredygtige startups, der gør dem i stand til at drive deres forretninger, så længe de vil. Vi giver dem værktøjer, der forhåbentlig fører til større succes, og som bidrager til, at de bliver bedre rustet på den lange bane, forklarer Gunnvá Nolsøe Nielsen, kommunikationsmedarbejder i projektet.

Det var for at udnytte det potentiale, som unge iværksættere sidder på, at Nordic Entrepreneurship Hubs 1.0 indledte et grænseoverskridende samarbejde. Ved at sikre, at inkubatorer for startups bliver brugt på en bedre måde, og at samarbejdet på tværs af landegrænser bliver stærkere, har projektet ønsket at give de studerende bedre forudsætninger for at skabe succesfulde, skandinaviske virksomheder. Ifølge Gunnvá er der flere værdier i at samarbejde over grænsen.

– For vores startups indebærer det, at de åbner øjnene for et andet marked. Men vi ser også, at netværk er vigtigt. Vi ønsker derfor at give dem rammerne for at begynde at tale med hinanden, hvilket igen giver anledning til, at samarbejder skabes mere naturligt.

Etabling af et start-up program

Nordic Entrepreneurship Hubs 1.0 startede ud som et Interreg-finansieret samarbejde mellem Lunds Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Erhvervsakademi (KEA) og varede fra 2016 til 2019.

Sammen har parterne udviklet et startup-program for studerende med ønske om at realisere deres forretningsidéer, udvikle deres iværksætteri og blive en del af et større startup-netværk. Startup programmet hedder Ignite og medlemmerne kan blandt andet deltage i workshops med andre iværksættere og tage del i professionel coaching.

- Vores idé er at tilbyde et program, der løber over tid, og hvor man gennemgår forskellige faser for at udvikle startup virksomheden. Ignite er en del af første fase og har fokus rettet mod idéudvikling og på at lægge fundamentet for virksomheden, siger Gunnvá Nolsøe Nielsen.

Selvom den første fase i projektet er afsluttet, lever Ignite nu videre.

- Ignite fungerede så godt, at det nu forbliver hos de forskellige partnere. Det var en stor succes og blev meget relevant for vores deltagere.

Gennem netværk, samarbejde og erfaringsudveksling har Ignite givet start-ups fra Danmark og Sverige en arena at mødes og udvikle sig indenfor. Deltagerne har både åbnet øjnene for et andet marked og fundet samarbejder på tværs af grænserne. Ifølge Gunnvá skyldes succesen de værktøjer, som Ignite og projektet har kunnet tilbyde.

Grænseoverskridende fremgang

Nordic Entrepreneurship Hubs 1.0 har i løbet af sin treårige projektperiode blandt andet støttet 48 nye start-ups og givet 78 studentervirksomheder mulighed for at pitche deres idé til investorer.

For to år siden blev projektet videreudviklet til Nordic Entrepreneurship Hubs 2.0 med Copenhagen Business School som en ekstra partner.

- I 2.0 bygger vi videre på selve fundamentet af forretningskonceptet og forretningsmodellen og udvikler det, der kaldes soft skills. Det handler om sociale og følelsesmæssige kompetencer, der udvikler dit teamdu få. Derudover får du også kommunikationsværktøjer til at håndtere konflikter, forklarer Gunnvá.

Det grænseoverskridende samarbejde i Nordic Entrepreneurship Hubs 2.0 fortsætter frem til sommeren 2022 med det formål at skabe flere succesfulde virksomheder i Skandinavien.

Vil du vide mere om projektet?

NEH 2.0 er stadig i gang. Læs mere i vores projektbank 2014-2020.