Ny hurtigtest kan øge chancen for at få barn med IVF

Hurtigtest udviklet inden for projektet ReproUnion. Foto: Agata Garpenlind
Ufrivillig barnløshed rammer op til hvert femte par i Norden. I det svensk danske Interreg-projekt ReproUnion udvikles nu en hurtigtest, der kan gøre IVF-behandling både lettere og mere præcis for kvinder – med håbet om at mindske belastningen og øge antallet af vellykkede behandlinger.
En af de store udfordringer i dag er, at sundhedspersonalet delvist må gætte sig frem til, hvilken hormonbehandling der passer bedst ved IVF-forsøg – den biologiske eller den syntetiske. Det gør behandlingsforløbet usikkert og meget forskelligt fra patient til patient.

Professor Yvonne Lundberg Giwercman. Foto: Agata Garpenlind, Lunds Universitet
Genetikkens uventede rolle
Forskere ved Lunds Universitet har derfor vendt blikket mod genetikken. I en klinisk undersøgelse med 1.466 kvinder opdagede forskerne, at kroppens respons på hormonbehandling i høj grad er genetisk bestemt. Forskellene var større end forventet.
- Det overraskende er, at det ikke kun handler om mængden af hormon, der afgør effekten, men om hvordan kroppen genetisk er programmeret til at reagere på forskellige typer hormon. Og den programmering kan have stor betydning, siger professor Yvonne Lundberg Giwercman.
Test i mundhulen kan vise den rette behandling
Studiet viste, at kvinder reagerer forskelligt på hormonbehandling afhængigt af genetiske forskelle. Når hormonbehandlingen blev tilpasset genprofil, steg antallet af vellykkede graviditeter. Genetiske analyser er dog dyre og tidskrævende. Derfor har forskerne i Interreg-projektet ReproUnion udviklet en enkel test til mundhulen. Testen viser inden for en time, hvilken type hormonbehandling der passer bedst.

Director of Management Unit, ReproUnion, Kristine Koppelhus. Foto: Simon Linden, Web and Graphic Design Assistant, MVA
- Tanken er, at testen skal hjælpe lægen med at vælge hormon til stimulering af æggestokkene før IVF, siger Yvonne. Der er søgt patent, og virksomheden Dx4Life AB er stiftet for at bringe testen videre mod kommercialisering.
- Målet er, at testen skal være tilgængelig inden sommeren 2026, siger Yvonne, som også er administrerende direktør for Dx4Life AB.
Hos ReproUnion forventer man, at den nye opfindelse kan gøre en betydelig forskel for kvinder i fertilitetsbehandling.
- For patienterne kan det betyde større chance for korrekt behandling fra starten, færre mislykkede forsøg, færre bivirkninger – og dermed et mindre belastende behandlingsforløb, siger Kristine Koppelhus, Director of Management Unit, ReproUnion.
Fra forskning til kommercialisering
Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak-projektet ReproUnion har gjort det muligt at skabe et miljø, hvor forskere, klinikere og innovationsaktører i Sverige og Danmark kan arbejde sammen gennem hele innovationskæden – fra grundforskning til klinisk anvendelse.
- Den grænseregionale struktur gør det muligt at samle kompetencer, patientmateriale og data på et niveau, som ingen enkelt land eller institution kan opnå på egen hån, siger Kristine.
I projektet har man kunnet tage skridtet fra grundforskning til patent, videre udvikling og klinisk testning.
- Sammenfattende er jeg stolt over, at vi i ReproUnion har formået at skabe et økosystem, hvor forskning ikke stopper i laboratoriet, men kan udvikles til løsninger, der på sigt kan gøre reel forskel for patienterne, siger Kristine.