Game Tech Academy
Fremtidens medarbejdere og iværksættere skal bruge spilteknologi inden for andre områder end underholdning, så teknologien på lang sigt kan være med til at løse problemer inden for forskellige samfundsområder i Öresund-Kattegat-Skagerrak-regionen.
Spilteknologi kan bruges til meget mere end at lave spil – den kan også løse problemer inden for områder som sundhed, kultur, læring og industri. Det potentiale vil Game Tech Academy udnytte.
Projektet har til formål at øge kompetencerne inden for spilteknologi hos forskere, studerende og medarbejdere, hvilket kan gøre Skandinavien til en leder inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT) og digitalisering. Dette område er blevet udpeget som en vigtig styrkeposition for alle de deltagende regioner i projektet. Derudover er animation, film og spil blevet set som et af de stærkeste og mest lovende forretningsområder i Danmark.
Game Tech Academy bygger videre på to tidligere projekter, som også har fået støtte fra Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak. Projektet skal udvikle, teste og skabe et antal mødesteder, der kan fremme kompetenceudvikling inden for uddannelsesverdenen og innovationsmiljøer.
I uddannelsessektoren skal 330 personer deltage i kurser, der skal hjælpe dem med at anvende spilteknologi på nye områder. Medarbejdere fra partnernes innovationsafdelinger skal samarbejde med undervisere på universiteter og højskoler for at udvikle, teste og gennemføre kurser, der lærer de studerende at tænke entreprenørielt og bruge deres viden på tværs af samfundsområder. De skal lære at samarbejde med nye målgrupper om konkrete udfordringer og udvikle innovative løsninger. Også forskere vil blive inddraget i aktiviteterne, hvor de sammen med virksomheder kan udvikle og teste nye spilteknologiske værktøjer.
I innovationsmiljøerne skal 180 personer deltage i kompetenceudvikling. Medarbejdere fra de forskellige miljøer skal lære om, hvordan spilteknologi kan anvendes til at skabe nye løsninger. Med input fra eksperter, især inden for kvindeligt iværksætteri i spilbranchen, skal de lære, hvordan de bedst kan omsætte mulighederne til konkrete løsninger. Aktiviteterne skal munde ud i en fælles skandinavisk model for, hvordan man fremover arbejder med spilteknologisk iværksætteri.
Projektets forretningsudviklere skal til sidst introducere nye løsninger baseret på spilteknologi for etablerede virksomheder. Når projektet afsluttes, skal resultatet være et en række mødesteder, der fremover kan drive kompetenceudvikling og innovation, der er drevet af konkrete behov.
