Grænseoverskridende Center of Excellence for vedvarende energi gennem
CCUS
Kan CO2 blive en ressource i stedet for et problem? Et Interreg-projekt arbejder for at gøre Øresundsregionen til et centrum for CCUS-teknologi, som omfatter indfangning, lagring og genanvendelse af CO₂. Målet er at bane vejen for bæredygtige brændstoffer til fly og skibsfart.
Transportsektoren er en af de største klimaudfordringer. Fly og skibsfart står for betydelige udledninger, og alternativer til fossile brændstoffer er endnu ikke fuldt udviklet. Samtidig rummer CO2 en enorm mulighed: Den kan bruges som råvare til at skabe grønne brændstoffer. Problemet er, at der i dag mangler en fælles struktur for at gøre det muligt.
Ambitionen: Et grænseoverskridende Center of Excellence
Projektet Grænseoverskridende Center of Excellence for vedvarende energi gennem CCUS vil ændre på det. Ved at samle aktører fra Danmark og Sverige skal projektet skabe et stærkt netværk, der udvikler strategier for CCUS (Carbon Capture, Utilisation and Storage) og integrerer teknologien i energisystemet.
Visionen er, at Øresundsregionen bliver en international rollemodel for, hvordan CO2 kan genanvendes til at producere bæredygtige brændstoffer.
Sådan virker løsningen
Biogen CO2 er den CO2, der udledes fra biologiske materialer. Ved at fange den og kombinere den med grøn brint fra sol-, vind- og vandkraft kan vi skabe brændstoffer, der gør fly og skibsfart langt mere bæredygtige. Det er en løsning, der både reducerer udledninger, styrker konkurrenceevnen og skaber nye grønne jobs.
Projektet bygger videre på et forprojekt, også finansieret af Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak, hvor 58 aktører pegede på fem strategiske områder. Nu skal de omsættes til praksis gennem:
- Kortlægning af værdikæden: Fra indfangning til genanvendelse af CO₂.
- Grøn CCUS-korridor: Udvikle Øresundsregionen som logistikknudepunkt for CO₂ og forbinde udledere med aktører, der tilbyder transport, lagring og genanvendelse.
- Politik og markedsmodeller: Skabe rammer, fjerne barrierer og udnytte muligheder.
- Markedsføring: Positionere regionen som førende CCUS-hub.
- Finansiering: Kortlægge muligheder for fremtidige projekter og modeller for et permanent Center of Excellence.
Resultater – nu og i fremtiden
På kort sigt: Fem grænseoverskridende handlingsplaner, der viser, hvordan CCUS kan bruges til at producere bæredygtige brændstoffer.
På lang sigt: Et permanent Center of Excellence, der gør Øresundsregionen til en international leder inden for CCUS og vedvarende energi med nye markeder, investeringer og arbejdspladser.