Our site is also available in English

Visit our English pages
Close
English
Norsk

Dansk EU-formandskab og Interreg går i takt om sikkerhed og grøn omstilling

"Ved hjælp af Interreg-finansiering kan vi sammen med vores nabolande sætte fart på den grønne omstilling og på indsatser inden for forsvar, beredskab og sikkerhed. Så står vi stærkere sammen," siger programchef for Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak, Magnus Schönning. Foto: Marius Volden

Danmark overtager EU-formandskabet i anden halvdel af 2025 med to klare prioriteter: Et sikkert Europa og Et konkurrencedygtigt og grønt Europa. Det matcher fokusområder i EU-programmet Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak, som blandt andet finansierer samarbejdsprojekter i Danmark, Sverige og Norge inden for grøn omstilling – og snart også forsvar, beredskab og sikkerhed.

Det danske formandskab fremhæver Europas sikkerhed og en konkurrencedygtig grøn omstilling som nøgleudfordringer for EU. Det glæder programchef Magnus Schönning fra Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak.

- Det er positivt, at formandskabets strategiske prioriteter ligger i tråd med nogle af de nøgleindsatser, vi finansierer. Det viser, at vores fælles arbejde adresserer de områder, der er afgørende for Europas fremtid, siger han.

Interreg støtter samarbejde

Siden 2021 har Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak blandt andet finansieret projekter, der ved at samarbejde over grænser i Danmark, Sverige og Norge fremmer den grønne omstilling gennem klimatilpasning, vedvarende energi og cirkulær økonomi.

- Fra 2026 åbner vi også op for projekter inden for innovation og entreprenørskab, hvor forsvar, beredskab og sikkerhed får særligt fokus, forklarer Magnus Schönning.

Interreg-projekter skal løse fælles udfordringer på tværs af landegrænser, hvilket for Magnus Schönning er en af EU’s vigtigste byggesten.

- Samarbejde er kernen i EU’s historie og fundamentet for vores styrke, og Interreg er et godt eksempel på dette. Ved hjælp af Interreg-finansiering kan vi sammen med vores nabolande sætte fart på den grønne omstilling – og på indsatser inden for forsvar, beredskab og sikkerhed, så vi står stærkere sammen, siger han.

I løbet af 2025 og 2026 kan man foreløbigt søge EU-penge til tre-årige Interreg-projekter to gange.

- Vi opfordrer interesserede til at begynde forberedelserne nu. Det tager ofte mindst seks måneder at lave en stærk ansøgning, især hvis man vil søge inden for forsvar, beredskab og sikkerhed, afslutter Magnus Schönning.

Ansøgningsmuligheder i 2025 og 2026

  • Efterår 2025 (18. august til den 12. september):  Ansøgninger kan sendes inden for Grøn omstilling, Transport og mobilitet samt Et grænseløst arbejdsmarked. Læs mere her.
  • Januar–februar 2026: Innovation og entreprenørskab genåbner med særlig fokus på virksomheder med marknadsnära produkter, varor och tjänster, och bl.a. då inom branscherna forsvar, beredskab og sikkerhed. Ud over Innovation og entreprenørskab forventes indsatsområderne Grøn omstilling, Transport og mobilitet samt Et grænseløst arbejdsmarked at være åbne for ansøgninger. Datoer for ansøgningsrunden og andre detaljer vil løbende blive offentliggjort løbende på interreg-oks.eu.