Our site is also available in English

Visit our English pages
Close

Hvilken værdi giver Interreg-projekter egentlig? Ny rapport giver et bud.

Foto: Canva

I forbindelse med Interreg Cooperation Day den 21. september offentliggøres en ny rapport, der viser, hvilken værdi Interreg skaber for samfund, organisationer og enkeltpersoner i projekter mellem Danmark, Sverige og Norge. "Der er prestige i at have drevet et projekt," siger en projektdeltager.

Rapporten, baseret på interviews med 12 projektdeltagere, giver et klart billede af værdien af at deltage i Interreg på tre niveauer:

  • for samfundet gennem fælles løsninger på fælles samfundsproblemer,
  • for organisationer gennem faglig sparring og synlighed,
  • og for enkeltpersoner gennem indsigt og nye muligheder.

Læs videre og få overblik over, hvad aktører kan få ud af at deltage i et projekt.

Samfundet får gavn af samarbejdet

Interreg-projekter kan skabe fælles løsninger på fælles udfordringer og fremmer bedre ressourceudnyttelse, mener projektdeltagerne. Klima, biodiversitet og ressourceudnyttelse kan eksempelvis håndteres mere effektivt, når viden og løsninger deles mellem Danmark, Sverige og Norge.

"Man kan beskytte biodiversiteten i Danmark og i Sverige, men man glemmer ofte, at det hele hænger sammen på tværs af grænsen – for biodiversiteten kender jo ingen grænser”, siger en projektdeltager.

Deltagerne beskriver, at det opleves som mere bæredygtigt at dele viden og værktøjer mellem organisationer og på tværs af lande, så man undgår dobbeltarbejde og øger innovationen.

Organisationer får viden, ressourcer og synlighed

For organisationer skaber Interreg værdi på flere områder: deltagelse giver blandt andet ny viden, faglig sparring og inspiration fra andre landes erfaringer.

“Vi komplementerer hinanden med viden, og det er en styrke”, siger en af projektaktørerne.

Udover finansiering tilbyder Interreg rådgivning og værktøjer, som gør projekterne mere fleksible og ressourcestærke.

“Vi fik rigtig god hjælp i projektansøgningen fra vores rådgivere. De har været meget hjælpsomme og har hjulpet os med at indramme idéen på en god måde.”

Deltagerne fremhæver også den synlighed og branding, som følger med at være med i et Interreg-projekt:

“Der findes en slags ’brand recognition’. Når folk hører Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak, tænker de: ‘Ah, så er det okay.’ Der er prestige i at have drevet et projekt, og det var også det, der motiverede os til at være projektejere.”

Individet får indsigt og nye muligheder

Deltagelse i Interreg-projekter giver enkeltpersoner indsigt i arbejdsmetoder, kultur og samfundsforhold i nabolandet:

“Som person får man rigtig meget viden om, hvordan tingene fungerer på den anden side af sundet, som man ikke nødvendigvis ved så meget om som dansker”, siger en af interviewdeltagerne.

Samtidig åbner det adgang til nye netværk og kompetencer:

“Det at være med i et projekt åbner også nogle døre […], og det giver jo også mig noget personligt.”

De sociale og kulturelle perspektiver fremhæves også som værdifulde.

Projektarbejdet kan være tungt, men det kan løses

Grænseoverskridende projekter kræver ekstra tid og forberedelse, især i forhold til kulturelle forskelle, sprog og administration:

“Man skal jo lære hinanden at kende, og kulturelle forskelle er vigtige at forstå. Ja, både kulturelle forskelle og forskelle i systemerne betyder noget.”

Deltagerne understreger, at udfordringerne kan håndteres med planlægning, dialog og tid, så samarbejdet bliver både effektivt og givende.

Fakta om undersøgelsen

  • Titel: Mervärde – En kvalitativ undersökning om mervärdet, en lägesbild och underlag för förbättringsarbejde af Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak
  • Forfatter: Carl Möll, kandidatstuderende på Master in Applied Cultural Analysis, Lunds Universitet
  • Metode: 12 anonyme, dybdegående interviews med projektaktører på tværs af indsatsområder og erfaringer - foretaget i efteråret 2024.
  • Formål: At skabe forståelse for Interregs merværdi og give grundlag for forbedringsarbejde