Projekter kan stadig søge finansiering efter sundhedsreformen
Den nyligt vedtagne sundhedsreform i Danmark får formentlig ikke indflydelse på de kommende ansøgningsrunder i Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak. Det betyder, at projekter stadig kan ansøge om penge i 2025.
Projekter, som planlægger at søge støtte fra Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak i 2025, kan med ro i maven fortsætte deres arbejde med ansøgningerne. Selvom den nye sundhedsreform i Danmark mindsker regionernes opgaver, ser programchef Magnus Schönning fortsat positivt på danske aktørers muligheder for at søge finansiering.
– Fremtiden er jo aldrig noget, vi kan spå om med sikkerhed. Men ud fra det, der står i aftalen, burde der ikke være problemer i at fortsætte med de planlagte ansøgningsrunder i 2025, siger Magnus Schönning.
Regionernes rolle ændres
Sundhedsreformen betyder, at regionernes opgaver inden for regional udvikling, herunder arbejdet med regionale udviklingsstrategier og tilhørende aktiviteter, bortfalder. Regionerne vil dog stadig kunne deltage i og medfinansiere grænseoverskridende samarbejder som Interreg-projekter, hvis de ligger indenfor deres opgaveportefølje. Den administrative forankring af Interreg-programmerne vil fortsat være hos regionerne.
– Det er op til de danske regioner at beslutte, hvordan deres videre engagement i Interreg-programmer som vores skal se ud. Vi er meget glade for det samarbejde, som eksisterer, og vi regner med, at det fortsat vil være muligt at finansiere projekter resten af programperioden, siger Magnus Schönning.
Den første ansøgningsrunde i 2025 åbner den 13. januar 2025 og lukker igen den 14. februar 2025. Læs mere om ansøgningsrunden.
Har du spørgsmål til Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak og den danske sundhedsreform, er du velkommen til at kontakte programchef Magnus Schönning på magnus@interreg-oks.eu.
Interreg og sammenhængen med regionerne
EU-programmet Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak investerer i programperioden (2021-2027) cirka 130 mio. euro fra Den Europæiske Regionalfond i projekter, der går over grænsen for at løse fælles samfundsmæssige udfordringer i det sydlige Skandinavien.
De projekter, som vi finansierer, strækker sig over landegrænser i 14 svenske, danske og norske regioner. Regionerne i Danmark, Sverige og Norge har sammen identificeret de samfundsmæssige udfordringer, vi arbejder for at løse. Regionerne i de tre lande spiller en vigtig rolle og sikrer, at projekterne afspejler både nationale og regionale behov.
Interreg Öresund-Kattegat-Skagerraks politiske udvalg, som beslutter projekter, består i stor udstrækning af regionale politikere.