Søg finansiering til at styrke forsvar, beredskab og sikkerhed

Foto: Canva
Hvordan forbereder vi os på cyberangreb, energikrise eller andre trusler, der rammer på tværs af grænser? EU-programmet Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak åbner nu for finansiering til projekter, der udvikler løsninger på potentielle kriser i fællesskab mellem Danmark, Sverige og Norge.
Cybertrusler, pres på energiforsyningen og sårbarheder i kritisk infrastruktur er udfordringer, som vi bedst løser sammen med andre lande. Når strømmen går, nettet bryder ned, eller forsyningskæder svigter, mærker vi hurtigt, hvor afhængige vi er af hinanden.
Derfor åbner EU-programmet Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak nu for finansiering til projekter, der styrker robustheden i vores samfund ved at samarbejde i Danmark, Sverige og Norge. Projekterne kan søge inden for programmets fire indsatsområder Grøn omstilling, Transport og mobilitet, Grænseløst arbejdsmarked og Innovation og Entreprenørskab.
Når kriser rammer, er samarbejde på tværs af grænser afgørende. Vores politiske udvalg har derfor besluttet, at vi kan give penge til projekter, der også har fokus på forsvar, beredskab og sikkerhed. Det handler først og fremmest om at ville løse målene i vores indsatsområder, men vi ser gerne, at projekterne også kan komme med et bud på at styrke samfundets kriseberedskab, siger programchef Magnus Schönning.
Samarbejde gør os stærkere
Samarbejde mellem Danmark, Sverige og Norge gør det muligt at dele ressourcer og investeringer, udnytte forskellige ekspertområder, tekniske løsninger og erfaringer og at samordne ved sikkerhedstrusler.
Vi ser et stort potentiale i projekter, der styrker samfundets robusthed. Det er til gavn for både borgere, virksomheder og samfundet. Fokus kan være på alt fra kritisk infrastruktur til cybersikkerhed, og vores rådgivere kan hjælpe ansøgere gennem hele processen fra idé til ansøgning. Vi støtter dog ikke rent militære indsatser, siger Magnus Schönning.
Når kommuner, myndigheder, forskere og virksomheder arbejder sammen med ligesindede i andre lande, opbygger man derudover tillid og forståelse mellem lande – både i hverdagen og når krisen rammer.
Hvad kan Interreg finansiere?
Projekter med fokus på forsvar, beredskab og sikkerhed kan søge finansiering inden for programmets fire indsatsområder: Innovation & entreprenørskab, Grøn omstilling, Transport og mobilitet og Grænseløst arbejdsmarked.
Næste ansøgningsrunde er den 12. januar – 13. februar 2026. Der vil også være mulighed for at søge senere på året.
Eksempler på aktiviteter
Innovation & entreprenørskab
- Udvikling og skalering af innovationer med fokus på beredskab, sikkerhed og forsvar (dual use, det vil sige både civil og militær anvendelse).
- Undersøge virksomhedernes muligheder for omstilling af produktion ved krise eller højt beredskab.
- Støtte til anvendt forskning, f.eks. simulering, droner eller genanvendelse af sjældne jordarter.
- Fremme samarbejde mellem myndigheder, civilt erhvervsliv og forsvarsorienterede innovationsmiljøer.
Grøn omstilling
- Planlægning af beskyttelse af kritisk infrastruktur mod klimarelaterede kriser, relevant også ved højt beredskab og krig.
- Styrke myndigheder og organisationers evne til at håndtere klima- og sikkerhedskatastrofer gennem beredskabsplaner, simuleringer og øvelser.
- Planlægning af resilient el- og vandforsyning samt transport.
- Genanvendelse af materialer med både civil og militær anvendelse, fx sjældne jordarter.
Transport og mobilitet
- Investering i infrastruktur med både civil og militær anvendelse.
- Grænseoverskridende logistikløsninger med dual use.
- Et robust og sammenhængende grænseregionalt transportnet.
- Jernbaneopgraderinger, tunneler, broer og havne med sikkerhedsfokus
- Planlægning af alternative ruter ved jordskred, oversvømmelser mv.
- Redundans i transportnettet: tog, bus, færge, metro
Grænseløst arbejdsmarked
- Kompetenceudvikling og uddannelse inden for cybersikkerhed
- Tiltrækning af arbejdskraft inden for IT og cybersikkerhed
- Harmonisering af kvalifikationskrav, så redningspersonale kan arbejde grænseregionalt
- Sikring af, at arbejdsmarkedet fungerer også under krisesituationer (fx erfaringer fra Corona-krisen)