RESPOND
Oversvømmelser og stormfloder bliver stadig hyppigere i Danmark og Sverige, samtidig med at ansvaret og løsningerne ofte er uklare for både kommuner og borgere. RESPOND udvikler værktøjer, der skal styrke evnen til at handle i tide og mindske konsekvenserne af oversvømmelser.
Klimaforandringerne er i dag en af de største trusler mod de europæiske samfund. Stormfloder og oversvømmelser forekommer oftere og bliver stadig mere omfattende med store menneskelige og økonomiske konsekvenser.
Danmark og Sverige hører til blandt de mest klimasårbare lande i EU. Begge lande har lange kyststrækninger, lavtliggende områder og en stor del af befolkningen bosat tæt på vand. Samtidig viser analyser, at samfundet ikke er tilstrækkeligt forberedt på de klimarisici, som oversvømmelser og stormfloder allerede medfører.
En gennemgående udfordring er, at ansvaret for klimatilpasning er fordelt mellem stat, kommuner, forsyningsselskaber, forsikringsselskaber og private boligejere. For borgerne kan systemet derfor fremstå uoverskueligt.
Kommuner oplever gentagne oversvømmelser i boligområder, men mangler realistiske løsninger, når kystsikrings- eller infrastrukturprojekter ikke kan gennemføres. Projektet gør klimatilpasning mere håndgribelig dér, hvor mennesker bor, ved at koble eksisterende viden om risici med konkrete og realistiske handlemuligheder på boligniveau.
Kernen i projektet er udviklingen af 3-4 risikobaserede responsprofiler med enkle og brugbare beskrivelser af, hvad det giver mening at gøre før, under og efter oversvømmelser afhængigt af boligtype, placering, risikoniveau og handlemuligheder.
RESPOND arbejder trinvist og fleksibelt. Hvad kan gøres nu? Hvornår bør indsatsen justeres? Hvornår bliver mere vidtgående løsninger nødvendige? Disse trin kobles til et beslutnings- og styringsværktøj, der giver kommuner et solidt grundlag for at vejlede borgere, fastsætte rammer for handling og tydeliggøre roller og ansvar uden at lægge hele ansvaret på den enkelte boligejer.
Projektets målgrupper er kommuner og boligejere i oversvømmelsestruede områder samt forsyningsselskaber, forsikringsselskaber og rådgivere. Gennem analyser, værktøjer, en konkret demonstrationsbygning og tværregional videndeling skal RESPOND styrke både kommunernes handlemuligheder og borgernes mulighed for at handle i tide og på et oplyst grundlag.
Projektets leverancer
- Et fælles dansk-svensk beslutnings- og responsrammeværk, der kobler klimarisici til realistiske handlemuligheder.
- 3-4 risikobaserede responsprofiler til forskellige boligtyper og risikosituationer.
- Et katalog over dokumenterede bygningsnære klimatilpasningstiltag.
- Et styrings- og beslutningsgrundlag, herunder et policy brief, der understøtter trinvis og delvis klimatilpasning.
- Erfaringer fra en konkret demonstrationsbygning, hvor metoder og responsprofiler afprøves og kvalificeres.